Jesuskirkens historie
Jesuskirken's historie




Jesuskirken i Valby er en af Danmarks mere særprægede kirker.

Kirken er tegnet af arkitekt Vilhelm Dahlerup for bygherren brygger Carl Jacobsen. Carl Jacobsens ønske var, at kirken skulle genlyde af smuk musik, og akustikken i kirken er god. Kirken rummer desuden to meget fine orgler, heriunder den eneste orgel af den store franske orgelbygger Cavaillé-Coll i hele norden, og huser en samling harmonier.

Kirken er opført som et mausoleum for Carl Jacobsen og hans familie, blandt andet hans mor Laura Holst. I krypten under kirken står familiens sarkofager.

Kirken er indviet d. 15. november 1891, mens selve det Jacobsenske familiekapel, krypten under kirken, indviedes allerede d. 31. januar samme år. Klokketårnet (kampanilen) stod først færdigt i 1895.

Den egentlige kirkes nærmeste forbillede er Notre-Dame-la-Grande i Poitiers i det vestlige Frankrig. Kirken er meget utraditionel i sin indretning og har af nogle været kritiseret for at være blasfemisk, Carl Jacobsen var selv karakteriseret af sin egen præst som en fritænker. Pudsigt er det, at der sidder et pentagram på alteret, og bagsiden af kirken er prydet med to søjler og en bue med nogle af tegnene fra dyrekredsen mejslet ind, som er båret af hovederne af hhv. ”Den Grønne Mand” og ”Den Hornede Gud”. Toppen af buen bærer et ligebenet kors med et omvendt pentagram.

I alterrummet er der foroven en frise, hvor bl.a. Godfred af Bouillon er afbildet, og man ser Johannes Døberen og Maria Magdalene ved foden af Jesus på korset. Kirken prydes af tolv glasmosaikker, heriblandt en mosaik af Moses med horn. Det mest fremtrædende budskab i kirken er sætningen "Du er Kristus" som er malet på toppen af buen ind til alterrummet.

Foran kirken står J.A. Jerichaus krucifiks, som kort efter færdiggørelsen af kirken erstattede en kopi af Michelangelo's Moses-statue i kirken San Pietro in Vincoli i Rom. Niels Hansen Jacobsens dystre skulptur Trold, der vejrer kristenblod, som truende greb efter krucifikset, blev placeret på pladsen udenfor kirkens grund. Den blev dog for meget for nogle, og den blev anbragt i Glyptotekshaven. I dag står der igen en kopi af trolden.

Kirken er orienteret nord–syd med alteret placeret i den sydlige del af kirken.